Eugen Onegin på Den Jyske Opera

Halvt Mephisto, halvt Don Juan og hel flaneur

Anmeldt af Peter Wang

******

Det siges, at alle russiske piger i konfirmationsalderen kan recitere Tatjanas brevscene udenad. Tatjana er vist også enestående i verdenslitteraturen som den unge kvinde, der blotlægger de inderste hemmeligheder i sit følelsesliv og sit lidenskabelige begær. I sin kedsomhed ser hun den tiltrækkende verdensmand, Eugen Onegin, som en slags forløser. Bag et par solbriller har denne dog skjult sin desillusionerede kynisme, der giver mindelser om både Goethes Mephisto og Mozarts Don Juan. Og Onegin er ikke bare en person: Han er selve inkarnationen af det dekadente miljø, der først inspirerede Pusjkin til den versroman, som 50 år senere inspirerede Tjajkovskij til sit hovedværk Eugen Onegin.
Og det er netop dette miljø, der er operaens hovedtema: Overklassemiljøet i det senfeudale russiske tsar-regime, der – allerede på Pusjkins tid (1799-1837) men også i 1879, hvor Tjajkovskij komponerede sit mesterværk – var modent til den revolution, der indfandt sig i 1917. Ikke blot den holdnings- og karakterløse lediggænger, Onegin, for hvem livet har mistet al anden betydning end de lus, han kan sætte i andres skindpelse, men også den sarte Lenskij, der sikkert har forslugt sig på den unge Werthers lidelser, er typiske for dette dekadente miljø.
Tydeligst tegnes miljøet i den dødssyge fest i anden akt, hvor alt er stablet op om ældgamle ritualer, der for længst har mistet deres betydning. Man kan næsten få sympati med operaens hovedperson, der kynisk gennemskuer festlighedens tomhed. Og dog: I Den Jyske Operas fremragende opsætning forstørres bipersonen Triquet, der egentlig bare er en gammel nar, op til at symbolisere selve Døden, der med sit pendulerende lommeur tilfører scenen et memento mori.
At en fest i et senromantisk russisk overklassemiljø fremstilles som en klassisk italiensk commedia dell’arte er sådan set en sjov idé, men jeg tvivler dog på, at det er i Pusjkins ånd at fremstille Lenskij som en hvid klovn med stærke – for stærke – mindelser om Canio i Leoncavallos hovedværk Bajadser. At Pusjkin måske ligefrem har set sig selv i Lenskij-figuren indikeres af, han – fem år efter at have skrevet sin versroman ”Jevgenij Onegin” – blev dræbt i en duel, der på flere måder har stærke ligheder med operaens. Pantomimen ved 3. akts forspil kunne man vel godt have undværet, og det samme gælder de store bunker af papir, der blev drysset alle vegne som mindelser om Tatjanas famøse brev.
Med sit særegne persongalleri, sin fabelagtige miljøskildring og ikke mindst Tjajkovskijs fremragende musik, der til stadighed afslører nye raffinerede sider – ikke mindst med diskret-raffineret anvendelse af ledemotiver – er Eugen Onegin er af operagenrens absolutte sværvægtere.

Nuancer af hvidt og sort
I Den Jyske Operas opsætning er hele dette blege miljø skildret i alle de nuancer, man kan forestille sig af ubønhørligt kridhvidt og kulsort. Birketræerne i Larinas have forvandler sig i 2. akt til søjler i festsalen og senere til den skov, der danner rammen om duellen. Genbrug i ordets bedste forstand og velegnet til brug på de mange scener, hvortil forestillingen turnerer.
Den stærke besætning blev ført an af Jens Søndergaard, der skildrede hovedpersonen nøjagtigt så ryggesløst, som han er tænkt. Allerede smukt syngende fra begyndelsen blev Elin Pritchard måske ligefrem bedre i slutningen som den modne Tatjana. Dmitrii Bashkirov leverede en overordentlig fin fremstilling af Lenskij og Johanne Højlund af Olga.
Fyrst Gremin blev flot sunget af Valerian Ruminski og desuden var det Den Jyske Operas korsolister, der på glimrende måde besatte de mindre roller. Med sin formidable sceniske fremtræden som Triquet sprang Jens Jagd i særlig grad i øjne og øren.
Odense Symfoniorkester under ledelse af Tecwyn Evans sørgede for den velkendte høje standard for orkesterspil, som vi efterhånden er forvænte med over hele landet.
En stor, stor aften med Eugen Onegin, som må fylde operascenerne over hele landet frem til slutningen af november.